Af Gustav Stubbe Arndal
I 2015 udkom den bedste action-film nogensinde, og ingen reelle konkurrenter er ankommet siden. Den film var Mad Max: Fury Road, George Millers længe ventede gensyn med det post-apokalyptiske, motorbølle-dominerede univers, man sidst havde set i en trilogi fra 80’erne. Som resten af Mad Max-filmene var Fury Road en isoleret fortælling med Max som vandrende ridder, men filmen var så bragende en succes på alle planer, at vi for første gang i franchisens historie vender tilbage til et kendt emne – og så endda uden Max.
I stedet følger vi Furiosa (Anya Taylor-Joy), den beslutsomme heltinde spillet af Charlize Theron i Fury Road, og ser, hvordan hun gik fra at være et lykkeligt barn i en skjult oase, til den benhårde, enarmede kriger, der forråder sin hær for at redde en vognladning af slaver.
En ’prequel’ har tendens mod tragedie – det oprindelige værk starter som regel med uløste konflikter, så historien indtil da kan ikke have haft specielt lykkelige slutninger. Furiosa er ingen undtagelse. Vi ved, at hun mister sin arm og sin frihed og kun finder forløsning i et oprør, denne film ikke drejer sig om. Men rejsen dertil er stadig en stærk oplevelse.
Filmmagien viser sig allerede i åbningssekvensen. Vi ved, at det vilde pigebarn (Alyla Browne), som bliver kidnappet fra ’Grønningen’, ikke bliver reddet af sin mor (Charlee Fraser) uanset hvor mange banditter hun pløkker med sin riffel. Alligevel bider man i neglene og krydser fingre. God filmkunst går simpelthen forbi fornuften.
Furiosa falder først i kløerne på Dementus (Chris Hemsworth), den karismatiske leder af en motorcykelbande, der hærger ødemarken som mongolerne engang hærgede Asiens sletter. Hemsworth bringer oceaner af liv til rollen; en krigsherre med en bølles sans for humor og nøjagtig nok dybde til, at hans ondskab blot bliver mere foragtelig.
Midt i hans magtkamp med den skurkagtige patriark, Immortan Joe (Lachy Hulme), formår Furiosa at slippe ud af sit fangenskab. Men ørkenen er svær at krydse. Hun overlever kun ved at arbejde under dække i Joes hær, hvor hun stiger i rang, indtil hun har ressourcerne til at flygte – og til at gennemføre sin hævn mod Dementus.
Mange ting kan man genkende fra Fury Road, men Furiosa er ikke ligefrem en genudsendelse. Vi tager fra en tre-dages biljagt til en 15-årig livsrejse, og fra heroisk actionbrag til brutal hævnfortælling. Fra karavaner af eksploderende skrotbiler til tålmodige jagtscener, hvor motorcykelspor står svagt i ørkensandet og snigskytter skjuler sig blandt klipperne.
Furiosa har stadig nogle hæsblæsende sekvenser, der lever op til Millers tårnhøje standarder – navnlig en kvarter lang actionscene med Furiosa som blind passager på en lastvogn under angreb. Dog er tempoet mindre hektisk og mere omhyggeligt med lange, flydende kamerabevægelser, frem for en klippestil, der finder orden i kaos.
Lige mesterlig er også lydsiden, fyldt med brølende motorer, rungende geværskud og den helt rette dosis af intens stilhed. Det er ikke samme film som Fury Road, men uden tvivl samme hold med samme perfektionisme. Man kan mærke indsatsen og talentet fra alle involverede.
Den indsats går måske til en mindre komplet film. Furiosa står til slut som en værdig, men nødvendigvis underlegen, sidehistorie til mesterværket, den følger i sporene af. Det er dog svært at bebrejde Miller for ikke at overgå Fury Road – ingen andre kunne gøre det heller. Og modsat mange unødige ’prequels’ er den ikke blot forklarende, men uddybende.
Små blikke og beslutninger i originalfilmen viser sig at have skjult en fortælling så medrivende, at Miller og hans hold nærmest måtte filmatisere den. På den måde er Furiosa en bedrift i sig selv: en forbedring af det allerede perfekte.
Kommentarer